Digterens død

Digterens død

Kriminalroman, Modtryk 2020, hardback med smudsomslag, 443 sider. Udgivelsesdato: 25. september 2020. Også udgivet som e-bog og lydbogBestil bogen >>

Om bogen
En sen aften i marts omkommer den unge digter Pelle Martin Nordborg efter et fald fra et vindue i sin lejlighed på Nørrebro i København. Politiet afslutter sagen som selvmord, men godt et år efter er Pelles ven Simon stadig ikke overbevist om, at Pelle tog sit eget liv. Heller ikke selv om gerningsstedet var aflåst, og et mord i lejlighedens lukkede rum derfor synes umuligt. Simon bestyrkes imidlertid i sin mistanke, da han modtager en hemmelig besked, der mere end antyder, at der var tale om en forbrydelse. Beskeden er tilføjet en kryptisk signatur, som viser sig at pege i retning af det københavnske digtermiljø, hvor Simon snart må erfare, at ingen er helt, som de giver sig ud for at være.

Simons jagt på sandheden om Pelle hvirvler ham ind i en både poetisk og farlig leg med ord og identiteter, som afslører nye sider af den afdøde ven og digter, og som samtidig tvinger Simon til at konfrontere sin egen skæbne. Ved sin side har han den bryske københavnerrappenskralde Jonna, ejer af Café Traum, som han efterhånden knytter nære bånd til, alt imens regnen, skrivekunstens sande vejrlig, viser sig at indeholde afgørende spor, der måske kan forklare digterens mystiske død.

Digterens død er krimi, kunstnerroman og samtidsbillede i ét, men mest af alt er bogen et både rørende og foruroligende portræt af det moderne menneske, der mod egen vilje er blevet frigjort i en tid, hvor manglende selvtillid beror på manglende tillid til andre, og ensomhed og udelukkelse af fællesskabet er den naturlige konsekvens af at forsøge at være sig selv.

Bogen er første bind i Traum-trilogien, hvor de kommende to bøger er planlagt til udgivelse inden for de næste par år.

Uddrag fra bogen
“Den hvide seng var alt for stor til ham, men hans gulligblege hud matchede tapetet, hans øjne var matte ligesom væggene. Han befandt sig i sin sygdoms rum, depressionen hang som en hengemt lugt i lokalet. En stank af timer. Hans tale var blevet tilsvarende sløv; jeg ved ikke, om det skyldtes medicineringen, eller om han blot var faldet ind i stedets iboende rytme, en død valsetakt, der slæbte dets beboere omkring på de lange gange, gennem de anonyme rum. Hans rejsetaske stod midt på gulvet, den var åben, og hans tøj var trukket ud af dets mave som lange tarme, henslængt i bundter på det skinnende linoleumsgulv. På det lille sengebord lå en digtsamling og hans mobiltelefon, ellers var der ingen personlige genstande. Og et øjeblik kunne jeg blive i tvivl om, at det vitterligt var Pelle, der lå i sengen. Han lignede ikke sig selv. Han lignede ikke nogen.

I tilknytning til hans værelse var der et lille toilet med bad, hvor jeg gik ud for at få lidt vand i ansigtet. Stedet gjorde mig dårligt tilpas, og jeg var overbevist om, at man blot blev endnu mere syg at være her. Jeg havde forsøgt at tale ham fra det, men han insisterede på at lade sig indlægge. Nedturen efter den dårlige modtagelse af Sværtevæld havde nået et foreløbigt lavpunkt, og Pelle mente selv, at han var i fare for at forsumpe helt, hvis ikke han overlod sig selv i andre, mere kyndige hænders varetægt. Personligt opfattede jeg det som en slags straf, han straffede sig selv, og dette var hans fængsel.

På et tidspunkt kom en sygeplejerske ind med et lille bæger med piller i. Hun rakte ham et glas vand og sendte ham et stille smil. Da hun var gået igen, slugte han pillerne en efter en. Der var fire i forskellige farver og former, men jeg undlod at spørge, hvad de hver især skulle hjælpe imod. Men det var, som om han kunne læse mine tanker; i hvert fald gengældte han mit blik med en af sine sædvanlige kryptiske replikker: “En neurose er en neurose er en neurose,” sagde han, og jeg tænkte, at der stadig var et lille glimt af den gamle Pelle derinde et sted, en galgenhumoristisk sufflør, som hele tiden forsøgte at påvirke den pacificerede hovedperson til at bryde ud af depressionens skal.” (side 140-141)