Diskodanserens død

Diskodanserens død

Kriminalroman, Modtryk 2021, hardback med smudsomslag, 432 sider. Forside: Mikkel Henssel. Udgivelsesdato: 1. september 2021. Udgives også som e-bog og lydbog (indlæst af David Garmark). Bestil bogen >>

Om bogen
Et gerningssted uden lig. Det er virkeligheden efter årets Pride i København, hvor festlighederne pludselig har taget en tragisk vending, efter man har fundet store mængder blod på ladet af en af optogets biler. Myndighederne er ikke i tvivl: Der er nogen, der har mistet livet. Og to personer er meldt savnet.

Ulrich, ejer af Nørrebros populære bøssebar Traum Bar – den forhenværende Café Traum – kender dem begge og sætter nu alt ind på at finde ud af, hvad der er sket. Og da politiets indledende undersøgelser afslører, hvem blodet tilhører, bliver sagen med ét uhyggelig aktuel for Ulrich og hans veninde Jackie.

De to rodes herefter ind i et kompliceret spil, hvor meget efterhånden tyder på, at en seriemorder, der tapper sine ofre for blod, hærger i det i forvejen udsatte bøssemiljø. Mange frygter, at der er tale om den hidtil værste bølge af hate crimes, som man har oplevet i København, og alle holder vejret, mens man venter på, at morderen slår til igen.

Bogen er andet bind i Traum-trilogien, hvor første bind, “Digterens død”, udkom i 2020, og tredje og sidste bog er planlagt til udgivelse i 2022.

Uddrag fra bogen
“Blomsterhavet vælder ud over ladet på den gamle Ford, i tusindvis af farver myldrer kronbladene frem som pailletter på en enorm drage, der bugter sig omkring de dansende kroppe, skrigende gule, cinnoberrøde, dybblå og lilla farver, kaskader af violette og giftiggrønne glimt, et skrig af farvestrålende pulsslag flænger byen, mens musikken buldrer derudad. Bag blomsterbilen kommer dens modsætning, en dystert udseende ladvogn med kroppe i læder, dansende skikkelser med sorte masker, tænderne spærret inde bag hidsigt udseende gitre af stål, øjnene gløder fra mørke huler, en hævet hånd svinger en pisk, som smælder i luften med et fortættet knald, så folk viger forskrækkede tilbage. Piskesvingeren griner, sollyset reflekterer i den skinnende lak. En kvinde med svulmende bryster læner sig ud over vognens gelænder, bag hende danser en muskuløs fyr med tunge, mekaniske bevægelser, bulen tydelig i de stramme lædershorts; tilskuernes blikke skiftevis udstråler fascination og forargelse, som besvares af latteren fra de dansende, deres inciterende glæde, provokationernes lue gennem byen, vogn efter vogn kommer de rullende, musikken er høj og dunkende, den runger i hovedstadens smalle gader, hvorfra den sætter sig i luften som æoliske strømme, spredes i alle retninger fra Vesterbro gennem Indre By, ud over brokvartererne, den lange karavane af dansende, festende flokke omsætter kødets mørke til et rabalder af liv i en energisk fotosyntese, nogle fra publikum rives med, træder fra fortovet ud på gaden og ind i flokken, en kvinde går med sine to børn, de danser i vævende spring, foran dem vrider tre slanke skikkelser i tangatrusser og små toppe sig vej forbi masserne, armene højt hævede, viftende jazzhænder, vuggende hofter, kønnets transformationer finder udtryk i masker, fjerboaer, strittende tyl, dramatisk mascara, glimmer, pudder, rouge, glinsende negle, knejsende øjenvipper. Kjoler som fæstninger.

Klokken er snart tre om eftermiddagen, optoget har penetreret den halve by, kursen er ad omveje lagt mod Rådhuspladsen, blomsterbilen kører blandt de bagerste biler, på ladet står den farvestrålende flok og danser til dundrende rytmer, en gang imellem flyder musikken over i et eksploderende crescendo, en storladen lovprisning af festens forskelligheder, og alle bryder ud i fællessang og dans, de skråler med på de inciterende refræner med vuggende hofter, nogle presser ballerne mod gelænderet ud mod publikum, maser kroppene mod det hårde stål, så alting svulmer, foldes og forskyder sig i vulgære formationer, kroppenes egne velvillige metamorfoser udi de afarter og ekstremer, som hyldes og dyrkes, en af de transkønnede kvinder, en høj, ranglet skikkelse med øjenvipper som fangblade på en kødædende plante rækker sit netstrømpebeklædte ben ned til en fra publikum, der griber det og kysser den tilbedtes stillet, hun gengælder hans ædle gestus med et luftkys og slår triumferende ud med armene, flokken fortsætter, musikken fortsætter, dansen fortsætter, blomsterne vælder gennem byen, indtil de dansende har slugt aftensolens sidste stråler, og en udmattelse langt om længe sænker sig over byen; hen mod midnat forlader de festende gaderne og søger ind i natklubbernes kuvøsemørke.

Tilbage på en øde sidegade på Nørrebro står blomsterbilen, motoren er slukket, bilen tom, kun de mange blomster hænger der stadig i kranse og guirlander over ladet, gule, violette, grønne, orange farver og nederst på underlagtes hvidmalede brædder en stor mørkerød pøl af blod, der flyder fra ladets bagende ud mod siderne, hvorfra det langsomt pibler i trævlede tråde ned på asfalten.” (side 9-10)