Damevennens død

Damevennens død

Kriminalroman, Modtryk 2022, hardback med smudsomslag, 445 sider. Forside: Mikkel Henssel. Udgivelsesdato: 16. september 2022. Også udgivet som e-bog og lydbog (indlæst af David Garmark). Bestil bogen >> / Læs anmeldelser >>

Om bogen
Da den pensionerede teaterscenograf Walther Traum en dag slår op i avisen, møder der ham et ildevarslende syn: Midt på en af siderne kan han læse sin egen dødsannonce. Med nøjagtig angivelse af dødstidspunktet; kun ti dage fra dags dato. Problemet er – i sagens natur – at Walther Traum i højeste grad er i live og trods sin høje alder ikke ramt af nogen livstruende sygdom. Det hele peger med andre ord i retning af en gemen spøg eller trussel. Nogen har tænkt sig at skræmme ham – eller i værste fald slå ham ihjel.

Walther bor på et plejehjem på Nørrebro i København. I hele sit lange arbejdsliv har han fungeret som scenograf for mange af hovedstadens teatre, og i sit lille værksted har han i et halvt århundrede fremstillet kulisser, kostumer, masker og rekvisitter. En enkelt begivenhed hjemsøger ham dog stadig den dag i dag: Mordet på hans forlovede Hanne Berg tilbage i 1981. Og ikke mindst kredser den pensionerede scenografs tanker stadig om manden, der blev dømt for mordet og siden tog sit eget liv.

Erindringen om alt dette vender tilbage med fornyet styrke, da Walther konfronteres med sin egen dødsannonce og dermed tvinges ud i det måske mest ubehagelige efterforskningsarbejde, man kan tænke sig: Opklaringen af mordet på sig selv. For snart viser det sig, at det plejehjem, han ellers har gået og troet var et fredeligt og ganske ufarligt sted, gemmer på ikke så få hemmeligheder om stedets ansatte og beboere, hvoraf mindst én ønsker Walther ondt. Og meget tyder på, at den gamle teaterscenografs egen fortid igen er blevet uhyggelig aktuel.

Bogen er tredje og sidste bind i Traum-trilogien. De tre bøger kan læses helt uafhængigt af hinanden.

Uddrag fra bogen
“Hvad laver jeg her?

Jeg sætter mig op i mørket. Omgivelserne flyder som silhuetter i det vandede mørke. Langsomt går det op for mig, hvor jeg er; jeg er på plejehjemmet. Jeg er hjemme, der ikke er hjemme. Min fortabelse kommer til mig som en stor, murrende sorg, jeg mærker gråden svulme i halsen. Ude fra gangen trænger elementerne sig på, der er en stor tyngde rettet mod mig et sted fra, jeg ved ikke hvor. Jeg er ikke alene.

Jeg får trukket mig op, benene ud over sengekanten. Iført pyjamas og sutsko sjosker jeg på slæbende fødder hen til døren. Fornemmelsen af en vilje rettet mod mig i mørket derude, som et hvæsende åndedræt i luften, væggenes lurende intention. Jeg linder på døren, kigger ud i den grottesorte stilhed. Der er nogen. Men jeg kan ikke gå derud, jeg kan ikke trænge gennem det tykke mørke, det rejser sig som en mur. Jeg står på kanten af mit værelse, jeg kan lige akkurat ikke se til siderne, jeg kan lige akkurat ikke se, under mig gaber en uendelig orkestergrav. Hvem er du? spørger jeg, i mine tanker krymper alt sig sammen til denne ene frygt: Hvem er du?

Jeg lægger mig til at sove, men jeg falder ikke i søvn. Jeg stiger op. Jeg løftes af min vejrtræknings snoretræk, op gennem træthedens brædder. Jeg står på en henrettelsespeloton og lytter til fuglene. Jeg vågner i et loddent lys.” (side 51)