Retrograd

Retrograd

Roman, Lindhardt og Ringhof 2007, hæftet, 372 sider. Udgivelsesdato: 18. september 2007. Bogen er oversat og udgivet i Finland og Norge i 2008 og i Sverige i 2009 (og som lydbog på svensk samme år). Også udgivet som paperback og e-bog. Udgivet som 3. udgave i 2015 og som lydbog i 2017. Bestil bogen >> / Læs anmeldelser >>

Om bogen
Da jeg fylder halvtreds, begynder alting at gå baglæns. Mig selv inklusive. Jeg bevæger mig baglæns mod dér, hvor jeg kommer fra, og resten af verden bevæger sig den samme vej.

Henrik er en helt almindelig dansker med kone og barn og hus og bil. Han arbejder 37 timer om ugen, og når han kommer hjem, ligger han ofte på sofaen og ser fjernsyn. Lige indtil han fylder halvtreds og pludselig indser, at ikke alene er samfundet gået i stå, det er også stille og roligt begyndt at bevæge sig baglæns, tilbage mod fortiden. Henrik beslutter at hoppe på udviklingen: Fra nu af vil han selv blive yngre og finde tilbage til dengang, de afgørende valg i livet blev truffet. For spørgsmålet er: Kunne hans liv have set anderledes ud?

Uddrag fra bogen
“Danmark er gået i barndom. Vi troede, at da vi endelig nåede frem til årtusindskiftet, så ville fremtiden være sikret. År 2000. Enhver science fiction-forfatters guldalder. Hvem skulle have troet, at det hele, blot efter ganske få år, ville begynde at bevæge sig baglæns igen. Vi går i barndom, og jeg går med. Danmark bliver yngre. Vi bliver naive igen, vi tror på ånder og UFO’er, vi går til terapeut og må gerne græde igen. Vi var ellers lige blevet voksne og fornuftige, seriøse mænd og kvinder i jakkesæt, vi havde lige ophøjet videnskaben til gud. Og så pludselig må vi græde igen. Og skabe os på tv. Og skrive digte. Hold kæft mand, vi bliver skilt og går i cowboybukser, vi bliver ranglede og akavede, forleden så det ud, som om Prins Joachim havde fået en bums lige midt i panden, jeg blev helt vild, da jeg så det, råbte til Lone, kom og se, kom og se, hvad bliver det næste, Anders Fogh får bøjle på tænderne, og Helle Thorning får små, ømme bryster. Men det, der er det mest ungdommelige af det hele, er, at alle lader, som om de er voksne. De ignorerer tingenes tilstand og ser vigtige ud. Spankulerer lige forbi med løftet hage og stive skridt, politikere og tv-værter og rockmusikere, vandkæmmet hår og glatte kinder som var de på vej til konfirmationsforberedelsen.
Men ikke mig. Jeg vil ikke benægte det. Jeg slapper helt af i kroppen. Jeg lader det komme. Jeg kigger på mig selv i spejlet og smiler genert. Jeg skriver digte og bliver nervøs, hvis pigerne er for kønne. Jeg cykler rundt i kvarteret om aftenen og drømmer og ryger Prince Light.” (side 95-96)