Ole Fogh Kirkeby debuterer som skønlitterær forfatter med 17 små filosofiske fortællinger i den fantastiske genre. Trods det filosofiske indhold formår forfatteren at servere sine pointer uden at blive docerende. Anmeldelse af Ole Fogh Kirkeby: ”Filosofiske fortællinger”, Lindhardt og Ringhof 2004, 248 sider, kr. 249,00.

Anmeldt af Torben Munksgaard

Filosofiske overvejelser og motiver har altid spillet en betydelig rolle i skønlitteraturen, men somme tider er den mere udtalt end andre gange, f.eks. hos forfattere som Borges, Calvino og Villy Sørensen, der alle afprøver forskellige filosofiske tankeeksperimenter og argumenter i deres fortællinger. Også den danske filosof dr.phil. David Favrholdt forsøgte sig med den skønlitterære genre, da han i 1973 udgav en novellesamling, hvor han anvendte prosaen til at demonstrere nogle filosofiske pointer, f.eks. nødvendigheden af omverdenens eksistens. Og nu er så også dr.phil. Ole Fogh Kirkeby, der til daglig virker som professor ved Handelhøjskolens institut for ledelse, politik og filosofi, på banen med en række noveller, som han slet og ret kalder ”Filosofiske fortællinger”.

Og denne titel dækker dels over, at forfatteren har hentet en del af sit materiale fra filosofihistoriens persongalleri og tankeunivers. Vi møder f.eks. Immanuel Kant, der i Fogh Kirkebys fiktive univers endelig forlader Königsberg og drager til Bornholm – af alle steder – hvor en papegøje vækker hans interesse og ikke mindst en række refleksioner over erkendelsen og sproget. Men også Schopenhauer (og hans berømte sjæleven, skødehunden), Wittgenstein, Heidegger og Plotin optræder eller nævnes her og der, og på den måde kredser fortællingerne om filosofiske personligheder, hvis liv der digtes videre på. Men ikke mindst er fortællingerne filosofiske i form af emnevalget og de til tider kryptiske pointer, der guider læseren gennem dialektiske manøvrer, paradokser, metafysiske overvejelser og forskellige tankeeksperimenter, der problematiserer videnskaberne og erkendelsen. På den måde minder Fogh Kirkeby især om Borges og dennes både belæste og magiske univers.

Og netop det magiske – eller fantastiske – er en velvalgt genre til dette formål. Fortællingernes klare filosofiske sigte understøttes af det meta-fysiske fortælleunivers. Man mindes især Blixens fantastiske fortællinger – hør bare samlingens første linjer: ”Natten mellem den 12. og 13. august 1934 døde alle ombordværende på den tomastede skonnert Silesius, der var på vej fra Bremerhaven til New York med en ladning svovl, undtagen bådsmanden, Adermann.” Men også de mange mytiske og mystiske referencer bringer Baronessen fra Rungstedlund i erindring, ligesom den stedvis stemningsmættede bibelske atmosfære ligner Selma Lagerlöfs litterære projekt. Fogh Kirkeby er især glad for den kabbalistiske og gnosticistiske lære, som ud over den traditionelle, ”kanoniserede” filosofihistorie skaber rammerne for den magi og begrebsverden, fortællingerne hyller sig i. Og noget tyder da også på, at jødisk kabbalisme tjener fiktionen bedre end f.eks. logisk positivisme ville have gjort.

Fortællingerne har en stor historisk og handlingsmæssig spændvidde, men især overvejelser over sprogets natur spiller en central rolle. Og i sin egenskab af at henvise til eller pege ud over sig selv mod det uudsigelige, formår prosaen netop at sige noget, som den videnskabelige tekst kan have vanskeligt ved. Filosofiens historie er jo på mange måder den rationelle tænknings historie i form af en begrebsliggørelse af tænkningens genstande, hvilket implicerer nogle begrænsninger, som især det tyvende århundredes tænkere var opmærksom på. Hos Fogh Kirkeby indfanges det, der undflyr en eksakt beskrivelse, gennem æstetiske fremstillinger, som antyder en virkelighed hinsides sproget: ”Men for at få stilheden til at brænde, skal man først have den lukket ind i et dertil egnet rum. Det er det, de kalder en ”violin”.” Der er således antydninger af en poetik gemt i flere af fortællingernes overvejelser.

Det til tider arkaiserende sprog og den udtalte behandling af intellektuelle emner betyder, at novellerne mindre placerer sig i en nutidig litteraturhistorisk kontekst, end de er ude i et mere filosofisk ærinde, hvilket samlingens titel i al tydelighed understreger. Det betyder ikke, at fortællingerne ikke har litterære kvaliteter, det har de bestemt, de er velskrevne, humoristiske og vidende med malende miljøbeskrivelser og både kreative og overraskende plot. Men det stilistiske må ofte vige for det tematiske, og selv om det lykkes Fogh Kirkeby ikke at blive anstrengende eller belærende, er det tydeligt, at der er budskaber og diskussioner fra filosofihistorien, der vil igennem. Men det er vel heller ikke et uønsket indslag i vore dage. Bogen kan anbefales til filosoffer i alle aldre, men også til dem, der bare søger prosa, der kan levere stof til eftertanke.