Maksimal melankoli

Adornos logbog fra sit politiske og eksistentielle eksil genudgives på dansk og inviterer hermed danske læsere på en polemisk og stort revsende rundtur i en fragmentarisk og modsigelsesfyldt tænkning. En melankolsk dialektik hvor kulturpessimismen blomstrer.

Anmeldelse af Theodor W. Adorno: ”Minima Moralia.Refleksioner fra det beskadigede liv”, oversat fra tysk af Nina Lautrup-Larsen og Arno Victor Nielsen, indledning af Arild Linneberg, 2. rev. udgave, Moderne Tænkere, Gyldendal 2003, 440 sider, 325 kr.

adorno

Anmeldt af Torben Munksgaard

Ærkepessimisten, musikteoretikeren, sociologen og filosoffen Theodor W. Adorno er nok bedst kendt for sine hovedværker inden for æstetikteori, herunder især Ästhetische Theorie fra 1970, og så selvfølgelig Frankfurterskolens kardinalskrift Oplysningens Dialektik, som han skrev sammen med vennen og kollegaen Max Horkheimer. Og netop Horkheimer er Minima Moralia tilegnet, bl.a. under henvisning til de ydre omstændigheder, som tvang de to til at afbryde deres samarbejde, nemlig flugten fra Nazityskland til USA. Minima Moralia er et produkt af dette eksilophold som emigrant og fremmed i et andet land, hvorfra Adorno gør sin tids moralske og politiske situation op i en tone, som er alt andet end optimistisk på den vestlige kulturs vegne. Og det gør bestemt ikke bogen mindre visionær.

Kludetæppepessimisme
De over 400 sider består af en lang række usammenhængende refleksioner – fra det beskadigede liv, som Adorno selv kalder det i undertitlen med sin eksiltilværelse i tankerne – som kredser om vidt forskellige emner, der optager kulturkritikerens sind i kølvandet på nazisternes magtovertagelse og fald samt hele den industrielle og teknologiske verdens udvikling i det hele taget, en udvikling, der også optager ham i Oplysningens Dialektik. Bogen har derfor karakter af en springende og fragmentarisk fremstilling, som ofte er svær at destillere noget sammenhængende af, også især på grund af Adornos hang til at spille modsætningsfyldte tanker ud mod hinanden med ganske få linjers mellemrum; en negativ dialektik, som i høj grad afspejler det moderne menneskes situation, og som realiserer Adornos antihegelianske credo: ”Das Ganze ist das Unwahre”. Og den store helhed kan rigtignok ofte være svær at få øje på. Bogen er inddelt i 163 mindre stykker, somme tider små aforismer, der ofte minder én om Nietzsches retoriske figurer på grund af deres kategoriske væsen og litterære form.

Selv om de mange refleksioner og iagttagelser, Adorno gør sig, ofte er præget af hans levende og nuancerede sprog, som altid gør ham indtagende at læse, og selv om forfatterens humor og ironiske tone ikke sjældent kompenserer for sagens alvor, er Minima Moralia først og fremmest et skrift, der er mærket af en dystopisk melankoli, som konstant holder den af tyske fascister fordømte filosof og musikteoretikers tone hen i mol. Det beskadigede livs optik udmåler tidens tendenser i forfaldets, hykleriets, forblændelsens, tomhedens, fremmedgørelsens og løgnagtighedens termer. Og det hvad enten det handler om at bøje sig ned – ”Tøfler – slippers er beregnet til, at man uden håndens hjælp kan slippe foden ind i dem. De er mindesmærker for hadet mod at bukke sig.” – eller selveste det okkulte – ”Okkultismen er de dummes metafysik.” Men også (små)borgerskabet (som i Adornos udlægning bliver en profetisk gisning om Dansk Folkepartis segment), psykoanalysen, festtalerne, de intellektuelle samt film- og tøffelheltene udsættes for den skarpe tone.

Opløsningstiden
Adorno har gjort sig til fortaler for det ’ikke-identiske’, altså det der ikke lader sig begrebsliggøre, hvorved netop det æstetiske og kunstneriske udtryks mangefacetterede natur får første prioritet over det strengt logiske og naturvidenskabelige syn på sagen, som dominerede vidt og bredt i de store epoker i tiden før fascimens triumf i tredivernes Europa. Og det hvad enten det var i form af udbredelsen af den positivistiske tænkning inden for filosofi og teknologi eller den stigende videnskabeliggørelse inden for psykologien, samfundsvidenskaberne og ja, det rationelle, hvor universalisering og normalisering har gjort samfundets degenererende mekanismer og maksimer til individets sygdomme. Og fordi det almindelige og det lykkelige påtvinges samfundets borgere, ledes Adorno til at konkludere, at ”der fører en lige vej fra livsglædens evangelium til indretningen af menneskeslagterier så langt inde i Polen, at enhver af vore egne landsmænd kan indbilde sig, han ikke hører smerteskrigene.”

Ifølge Adorno indplacerer psykoanalysen jeg’et blandt tingene som et ’Det’ ved at gøre subjektet til objekt for analyse, og det bliver symptomatisk for hele den moderne tænkning, at mennesket tilpasses byttesamfundets behov for at opløse det afgrundsdybe, det truende og det dunkle ved en begrebsliggørelse, der sikrer kommensurabilitet og formaliseret oplysning. Også i filosofien finder vi en sådan ’organiseret tautologisering’, som takket være filosoffens avancement (eller degradering?) til tjenestemandsstanden omstiller de åndelige værdier til et konkurrencedygtigt marked, hvor intellektuelle lækkerier og spekulative rariteter står i høj kurs og styrer akademikerne lige lukt i armene på okkultisme, grafologi og rytmisk gymnastik. Og så er der hverken langt til borgerskabets fortrængninger, som alle misunder (oh, at være et patologisk tilfælde), eller magikerens krystalkugle, hvori Kafka reciterer Nostradamus og bevidner, at Bedstemor Ånd har det godt. Vi er lige ved TV2 Zulu nu, og Adorno ser ikke noget andet sted at zappe hen. Oplysningen og uddrivningen af middelalderen har nulstillet mennesket til nyplatonismen, hvor en ny middelalder venter forude.

Minima Moralia, som udkom første gang i 1951, leverer ikke nogen udvej til Vor Tids Helt, men det ville nok også være imod bogens ånd at levere en sådan. Og den skal under ingen omstændigheder læses som en stige, der smides væk, når man er kommet op; snarere er den en stige, man smider væk, inden man overhovedet begynder at kravle opad. Og med det umulige således sat som udfordringen, synes den dadlelystne melankoli at være første skridt på vejen. Den danske oversættelse forelå første gang i 1987 og sendes altså nu på gaden i 2. reviderede udgave, og bogen fortjener sin plads som eksistentielt og kritisk opslagsværk til tilværelsen ved siden af Kierkegaards Diapsalmata og Nietzsches Afgudernes ragnarok uden dog at være helt på højde med disse. Minima Moralia forbliver et hverken-eller, der ved for meget til at kunne se en ende på sig selv.