| Ny bog samler Roland Barthes’ tænkning gennem nitten af hans essays, der spænder over hele hans forfatterskab fra det første essay fra 1942 til det sidste før forfatterens død i 1980. En samling der understreger, hvor fragmenteret, engageret og heterogen en tænker Barthes var.
Anmeldelse af Roland Barthes: ”Forfatterens død og andre essays”, Gyldendal 2004, 344 sider, kr. 295,00. |
 |
Anmeldt af Torben Munksgaard
Franske tænkere har for længst fasttømret deres betydning og ikke mindst deres volumen i dansk åndsliv, og der er vist ikke mange studerende på de humanistiske fag, som ikke på et eller andet tidspunkt har stiftet bekendtskab med Derrida, Lyotard, Deleuze eller Barthes. Værre står det til med oversættelser af anglo-amerikansk filosofi, som forlagene ikke har turdet satse synderligt meget på, hvilket er en skam. Men det skal naturligvis ikke stå de franske tænkere til last, for de har om ikke andet bidraget med en sjælden set alsidighed, og især Roland Barthes mestrer de helt store favntag, hvad valget af emner og metoder angår. Gennem sine knap 40 skrivende år har han beskæftiget sig med analyser af alt lige fra japansk kultur og Tour de France til Brecht og Eisenstein.
Barthes’ forfatterskab er derfor komplekst og ofte en noget indviklet affære. Han skifter ofte standpunkt og lader sig gerne inspirere af tidens nyeste strømninger. Det er prisen for altid at være en del af avantgarden; man er med helt fremme, men ender ikke sjældent med at måtte skifte side. Barthes’ forfatterskab inddeles dog traditionelt i tre hovedperioder, hvilket disse essays også afspejler, begyndende med essays fra 40’erne og 50’erne, hvor Barthes’ skrifter er præget af ideologikritiske synspunkter, ofte med udgangspunkt i en analyse af en række kulturfænomener, klassiske såvel som samtidige. Herefter følger en overvejende semiologisk periode, som er kendetegnet ved, at lingvistikken tildeles en helt fundamental rolle, hvilket udgør et opgør med Saussures forestillinger om, at sprogets strukturer skulle kunne udledes af semiotikken og ikke omvendt. For Barthes er sproget grundlæggende, og det er gennem analogier til f.eks. grammatikken, at han kan analysere byen som et strukturelt system og skriveprocessen som et forhold mellem sproglige udsigelseskategorier. I hans sidste periode nuanceres denne forståelse, og litteraturens væsen opfattes nu som en række polyfone strukturer, der overlapper hinanden og således udgør et mangefold af koder uden egentlig kerne. Det er også i sine seneste essays, at Barthes udfolder en udpræget subjektiv og inderlig tilgang til sine emner, en metode der har til formål at fremme praksis og på den måde skabe en forståelse for udtrykkets ”muskularitet” og fylde.
Selv om det således er i hans sene forfatterskab, at den engagerede praksis får tildelt en primær rolle i forståelsen af film, musik og litteratur, er hele hans forfatterskab præget af et stort engagement, som bringer ham vidt omkring. Og i modsætning til den filosofiske tradition handler det for Barthes ikke om at nå bag om virkelighedens skinbillede, men snarere om at fastholde udtrykket, formen, stilen, billedet og bringe det til et nærvær, hvor der opstår et sammenfald mellem betydningsdannelsen hos beskueren og betydningstilblivelsen i udtrykket. Der eksisterer en mur af betydning mellem mennesket og verden, og det er ikke mindst i sproget, at denne betydning opstår og løsriver sig fra sin oprindelse, f.eks. forfatteren, der ”dør” i samme øjeblik, læseren tilegner sig teksten og dermed skaber den i sin egen dechifrering af tekstens koder. Barthes minder her om Paul Ricoer, når denne beskriver sproglig erkendelse gennem en mimesis-model i tre led, hvor den egentlige betydningsdannelse opstår i mødet med læseren. Og Barthes er i høj grad læser; hans essays emmer af indlevelse i andres arbejde og forsøg på at ånde i teksten og udfylde den med sin egen praksis.
Men Barthes radikaliserer læserens rolle yderligere. For betydningsdannelsen opstår ikke i det omfang, teksten er i stand til at repræsentere – eller mime – et sagforhold i omverdenen, men derimod i kraft af mødet mellem det indlevende subjekt og teksten. Et møde som er omkalfatrende, idet det betyder subjektets fortabelse i tekstens logik, hvor en uendelig række af betydningsdannelser demonterer det oprindelige subjekt gennem nydelse og en privilegeret læsepraksis. Det handler om at tilgå teksten som et spil, der engagerer uden at fastholde analysens distance, og på den måde udtrykker Barthes sin modvilje over for det akademiske Sorbonne-miljø, som på sin side altid havde udtrykt skepsis over for Barthes’ ukonventionelle emner og metoder.
Barthes skriver godt, rigtig godt. I hvert fald er hans store forkærlighed for det stilistiske markant overalt i hans skrifter, og de æstetiske analyser vil hellere proklamere originale tanker og fremsætte spidsfindige nyopdagelser end trætte sin læser med et institutionelt sprog, hvorfor vi kan henføre en stor del af den moderne kulturkritiks fokus, terminologi og slagord til Barthes: Dagligdagens myter, litteraturens forfejlede engagement, tekstens spil og ikke mindst forfatterens død. Valget af emner og analogier er originalt og – fristes man til at sige – meget fransk, så er man godt træt af langhårede intellektuelle manøvrer, skal man holde sig langt væk fra Barthes. Omvendt er det en ren fornøjelse for dem, der tørster efter sortklædte franskmænds smukt artikulerede kulturkritik. ”Forfatterens død og andre essays” er berigende læsning, nytænkning i lange baner og dog tanker, der for længst er vidt udbredt her til lands takket være de fine oversættelser og det faktum, at ethvert opgør med institutionen på et tidspunkt selv optages af institutionen. I hvert fald ifølge Barthes.