Den skizofrene psykologi

Psykologiens status som videnskab lider under det blandede tilhørsforhold til hhv. naturvidenskab, humanvidenskab og samfundsvidenskab. Gerd Christensens introduktion til psykologiens videnskabsteori forsøger at kvalificere psykologien som en videnskab i spændingsfeltet mellem de tre nævnte fagområder. En både tiltrængt og læsværdig bog.

Anmeldelse af Gerd Christensen: ”Psykologiens videnskabsteori”, Roskilde Universitetsforlag 2002, 236 sider, kr. 225,00.


 psykvid

Anmeldt af Torben Munksgaard

Hvis man søger svar på spørgsmålet, hvor psykologi hører hjemme som videnskab ved at konsultere de forskellige uddannelsesinstitutioner, får man forskellige svar: På Købehavns Universitet finder man Institut for Psykologi under Det Humanistiske Fakultet, mens man i Århus finder det under Det Samfundsvidenskabelige Fakultet. Men det er jo også en kendt sag, at man, hvis man som medicinstuderende vælger at specialisere sig i psykiatri eller neurofysiologi, kan følge undervisning i psykologi, ligesom man som filosofistuderende kan beskæftige sig med psykologiske problemstillinger, herunder det psyko-fysiske problem eller Freuds psykoanalyse, mens der på Syddansk Universitet i Odense indtil sidste år blev udbudt dybdepsykologi som tværfag på alle de humanistiske uddannelser. Og denne placering af psykologi som relevant undervisningspensum inden for rammerne af forskellige fagområder afspejler en grundlagsdiskussion, som har fulgt psykologien, siden den etablerede sig som disciplin for under 200 år siden. En diskussion som Gerd Christensen fremstiller og tager stilling til i sin bog ”Psykologiens videnskabsteori”, der er tænkt som en introduktion til problemfeltet for især psykologistuderende, men også for interesserede inden for de andre fagområder, der forholder sig til psykologiens noget uafgrænsede genstandsområde. Bogen foreligger desuden snart i en svensk oversættelse.

Bogen indledes med en kort introduktion til videnskabsteori i almindelighed og en lige så kort gennemgang af psykologiens videnskabshistorie, begge afsnit der i deres kortfattethed forbigår en del og enkelte steder kommer til at fremsætte påstande, der savner yderligere begrundelse, som når der f.eks. i forbifarten hævdes at ”ontologisk objektiv viden [bliver] Sandheden om tingen-i-sig-selv (das Ding an sich)”, hvilket forbigår Kants pointe om, at kategorial viden für michom f.eks. kvantitative forhold er objektiv viden, mens das Ding an sich altid er selve erkendelsens grænse og derfor ikke muligt at tilegne sig viden om; eller at induktion alene bygger på ”rene” sanseerfaringer, hvilket i hvert fald en matematiker, der beskæftiger sig med bevisførelse inden for f.eks. uendelige rækker, ville kunne finde indvendinger imod. Alligevel synes jeg, disse lakoniske præsentationer og de skønhedsfejl, jeg – måske noget pedantisk – har fremhævet ovenfor, retfærdiggøres af, at forfatteren i sin indledning gør opmærksom på netop disse afsnits utilstrækkelighed og således implicit opfordrer til, at undervisning i dette fag suppleres med andre tekster, hvis fokus er videnskabsteori i almindelighed og psykologiens videnskabshistorie. Nærværende bogs fokus er mere specifikt, og initiativet til den fortjener ros.

Som grund for diskussionen af psykologi som en videnskab lægges det klassiske filosofiske problem om forholdet mellem psyken og kroppen, det psyko-fysiske problem. Læseren præsenteres for problemets historie og nogle løsningsmodeller, og selv om den foreslåede niveauteori, der forklarer bevidstheden som en irreducibel emergens af det neurobiologiske grundlag, tildeler bevidstheden en selvstændig ontologisk status, overlades det den filosofiske litteratur at give bedre bud på argumenter imod den epifænomenalisme, som synes at være resultatet af det forhold, at fysiske lovmæssigheder determinerer det psykologiske niveau. Forklaringsmæssigt er det sandt, som det påpeges, at i tilfælde af f.eks. psykosomatiske sygdomme henføres forklaringen af de biologiske forhold til psykologiske tilstande, men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at fysikken betragtet som et lukket kausalt system ikke tillader intervention fra ikke-fysiske årsager betinget af bevidstheden. Det er fortsat en gåde, hvordan den frie vilje vinder berettigelse i det naturvidenskabelige verdensbillede.

Ikke desto mindre har forskning i kognitiv psykologi, herunder kunstig intelligens, skabt et genstandsfelt, som giver psykologien en plads blandt naturvidenskabelige fagområder. Her er fokus rettet mod isolerede, empiriske laboratorieforsøg, hvoraf generelle forhold kan udledes. At bevidstheden som ikke-materiel, subjektiv størrelse ikke kan forklares inden for en materialistisk tilgang til emnet, forhindrer ikke muligheden for en – om ikke andet – metodisk reduktion, der i det mindste kaster lys over det neurologiske grundlag for bevidsthed. Nyere kognitionsforskning læner sig op af de landvindinger, som forskning i kaos-teori og ikke-linær dynamik har begået, og sådanne systemers manglende forudsigelighed validerer det psykologiske grundlags kompleks inden for naturvidenskabens genstandsområde.

Humanvidenskabeligt er psykologien især repræsenteret ved eksistenspsykologien og i begrænset grad ved psykoanalysen, der begge i deres hermeneutiske tilgang til genstandsområdet sætter mennesket og dets kultur og erkendelse som objekt for undersøgelsen. Og i modsætning til den naturvidenskabeligt orienterede psykologi har f.eks. psykoanalysen et mere praktisk-terapeutisk sigte, hvor succeskriteriet først og fremmest er patientens helbredelse, i hvert fald hos Freud, måske i mindre grad hos Jung. Alligevel kritiseres psykoanalysen af den mere humanistisk orienterede psykologi for reduktionisme, decentralisering af subjektet og det patologiske udgangspunkt, selv om den på fænomenologi og eksistentialisme baserede humanpsykologi ligesom Freuds psykoanalyse metodisk gør brug af narrativ psykologi, hvor empirien udgøres af fortællingen og tilgangen er hermeneutisk. At humanpsykologien som idiografisk disciplin alligevel vinder berettigelse som en videnskab, skyldes bl.a. de sproglige konventioners forholdsvis faste rammer samt den kendsgerning, at enhver fortolkning er begrænset og dermed videnskabeliggøres af en række bestemte betingelser for progression, jf. Lakatos’ videnskabsteori.

Endelig kan psykologien anskues som en samfundsvidenskab. Ønsket om at forklare den menneskelige psyke i forhold til sine omgivelser, hvad enten det drejer sig om at forstå forholdet mellem individ og gruppe eller forholdet mellem ydre adfærd og indre oplevelse, har givet anledning til forskning i socialpsykologi, herunder på den ene side socialkognitivismens analyser af det rationelle individs bearbejdning af sine sociale omgivelser og på den anden side socialkonstruktionismens fokus på sociale repræsentationer og sproglige konstruktioner af den sociale virkelighed. Set i forhold til nærværende bogs problemstilling er den marxistisk orienterede virksomhedsteori særlig interessant, fordi den formår at trække på flere forskellige videnskabelige forklaringsmodeller, idet psyken betragtes som intentionel i lighed med en humanvidenskabelig forståelse, mens dens fundament forklares biologisk, dvs. naturvidenskabeligt, og dens udvikling betinges interaktionistisk af samfundsmæssige forhold.

At Institut for Psykologi på Københavns Universitet senest har udtrykt ønske om at tilhøre Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, er måske udtryk for det samme, som Gerd Christensen ender med at antyde – at problemet ikke, som man måske umiddelbart skulle tro, er psykologien, der har svært ved at finde sin plads som videnskab, men at det problematiske snarere består i, at fagområderne ikke er klart afgrænsede i forhold hinanden. Her er i hvert fald en bog, som på oplysende vis er med til at kaste lys over en videnskabsteoretisk diskussion, der både synes frugtbar for forståelsen af videnskabernes grundlag, og som nuancerer opfattelsen af videnskabelige dyder på en sådan måde, at psykologien vinder berettigelse som andet og mere end det sindsforvirrede barn af filosofien.