Betydning og sandhed

Anmeldelse af Finn Collin og Finn Guldmann: ”Sprogfilosofi. En introduktion”, Gyldendal 1998, 310 sider, kr. 288,00. Collin0002

Anmeldt af Torben Munksgaard

Betydningsbegrebet i nærværende bog svarer til hvad der ofte gengives som ’mening’ og skal altså ikke identificeres med ’reference’ som i Freges ’Bedeutung’. Sproglig betydning er sprogets meningsgivende karakter, og forståelse og fortolkning retter sig således mod tekstens eller talens betydning.

Forfatterne har skrevet en glimrende introduktion, som rummer gode eksempler, f.eks. på sprogets oprindelse og udvikling. I den fiktive fortælling om hulemanden Zorg bliver det således illustreret, hvordan sætningen er sprogets grundlæggende element, og hvordan en syntaktisk analyse af sproget forudsætter sproglig betydning; betydning knytter sig til hævdelser og domme, som manifesterer sig i sætningen, og først på baggrund heraf er det muligt at tale om sætningens enkelte dele og deres betydning og funktion. Derfor forkastes flere klassiske modeller, hvor man har fokuseret på sætningens enkelte dele, eksempelvis navne på ting. I forhold til hver enkelt fremstilling rummer bogen en god kritik, således at problematikken nuanceres, og emnets kompleksitet er læseren åbenlys.

På nogle få punkter synes fremstillingens pædagogiske facon dog at stille sig i vejen for en dybere forståelse af sproglig erkendelse. Kapitlet, der omhandler sandhedsteorier, fremstiller disse separat, hvilket umiddelbart synes at være den rigtige fremgangsmåde. Men selv om f.eks. korrespondensteorien for sandhed er blevet fremsat isoleret fra alternative teorier, er der al mulig grund til ligeledes at fokusere på kombinationer af de forskellige teorier. En definition af sandhed som overensstemmelse eller korrespondens mellem sprog og virkelighed, dom og sagforhold synes ikke at være uforenelig med et kriterium for sandhed, der baserer sig på begrebskohærens. Bogen diskuterer imidlertid ikke sådanne (til tider fejlslagne) forsøg på at forene forskellige sandhedsteorier, og når derfor heller aldrig frem til en mere nuanceret forståelse af disse forhold. At den pragmatiske sandhedsteori rummer en del vanskeligheder udelukker ikke, at den i visse situationer kan gælde som en teori om påstandes sandhedsværdi, og dette forhold peger på, at den bedste og bredeste model for forholdet mellem sætningers sandhed og virkelighed må bero på en teori, der ikke udelukker de forskellige teorier for sandhed, men i stedet forsøger at kombinere dem. Eksempelvis kan begrebskohærens mellem f.eks. begreberne ’handling’, ’subjekt’ og ’ting’ gøre rede for talehandlingers pragmatiske udtryk: En doms sandhedsbetingelser beror på, om det, den forudsiger, viser sig at blive tilfældet – dvs. hvis et subjekt fremsætter en dom eller en teori om tingsverdenen, og subjektet gennem handlinger opnår den i dommen forudsagte effekt, da er dommen sand. Denne forståelse rummer både korrespondensteorien, kohærensteorien og den pragmatiske sandhedsteori. Og en sådan sammenhæng kan supplere f.eks. John Deweys sandhedsteori, så den bliver mere dækkende (Dewey er for øvrigt kun nævnt ved navn, og hans teori slet ikke medtaget, hvilket måske kunne have resulteret i en bedre fremstilling af den pragmatiske sandhedsteori).

Endvidere forekommer diskussionen af skellet mellem metasprog og objektsprog at præsentere forholdet en smule ukritisk. Af pædagogiske grunde anføres et andet sprog (nemlig fransk) som eksempel på et objektsprog, mens dansk er metasprog i fremstillingen af Tarskis semantiske sandhedsteori. Forfatterne er opmærksomme på det problematiske i Tarskis ”sprog-relative” sandhedsbegreb, men fører desværre ikke kritikken til ende. For selvfølgelig er det problematisk, som det påpeges, at hvert tungemål har forskelligt definerede sandhedsbegreber, men dette burde problematisere hele teorien om metasprog yderligere. For hvis et sprog er et andet sprogs metasprog, er det ikke klart, hvorfor det ikke kunne være omvendt. Og hvis det kunne være omvendt, må selve ”transformationen” bero på nogle faktorer, der er identiske for begge sprog – altså et metasprog, som har alle tungemål som objektsprog. Men hvorledes skal dette metasprog formuleres? Det er klart, at dette ikke ville kunne gøres uden brug af dagligsproglige sætninger, ligesom Russel og Whitehead heller ikke formåede at skrive ”Principia Mathematica” uden brug af mange dagligsprogsætninger, eller ligesom alle lærebøger i logik indeholder dagligsprogsætninger. Tilsyneladende kan der ikke drages noget klart skel mellem et metasprog og et objektsprog, højst en række fundamentale kommunikationsbetingelser for alle sprog.

Jeg vil understrege, at min kritik stort set kun retter sig mod bogens kapitel 5, og således ikke resten, som jeg mener er fremragende, både hvad angår form og indhold. Bogen er et godt supplement til undervisningen i både logik, metafysik og erkendelsesteori. Især giver den et indblik i logikkens filosofi, som endda visse steder er klarere end Stephen Reads roste introduktion til dette emne (”Thinking About Logic”), om end ikke så omfattende som denne. Især i bogens sidste kapital inddrages en række filosofiske perspektiver, som har implikationer inden for andre af filosofiens emneområder – her berøres bl.a. modalitet samt forholdet mellem sprog og virkelighed, hvor forfatterne når frem til den konklusion, at hvad fundamentale forhold angår, kan der ikke meningsfuldt skelnes mellem sprogets grundlæggende strukturer på den ene side og virkeligheden på den anden: ”Når vi i dagligsproget har udtryk som ’person’, ’tanke’, ’håb’, ’hensigt’ osv. så synes det rimeligt at sige at sproget kan forstås som en teori – om end en generel, vag og implicit sådan – om at der findes noget sådant som personer, og at disse har tanker, håb, hensigter osv. Sprogets implikationer for virkelighedens beskaffenhed ligger imidlertid ikke blot i dets vokabular (dets leksikon), og dermed i hvad der eksplicit henvises til i sætninger, men lige så meget i dets semantiske struktur.” (s. 294) Hermed er vi tilbage ved bogens udgangspunkt, nemlig sproglig betydning, som nu – efter endt læsning – er blevet belyst på en måde, der naturligvis ikke har løst de relaterede filosofiske problemer, men i høj grad har lettet forståelsen og nuanceret indsigten.