Om bøgerne

 Den perfekte mand, en selvbiografi

 Retrograd

Den perfekte mand, en selvbiografi Roman, Lindhardt & Ringhof 2009, 224 sider. Udgivelsesdato: 29. oktober 2009. Bestil bogen her >> Om bogen Hvorfor ikke gøre forsøget og blive den mand, som en smuk kvinde drømmer om?

En ung forfatter modtager en dag et opkald fra en kvinde fra sin fortid. Hun har en noget usædvanlig forespørgsel. Den indbyder ham til at udnytte alle sine evner som den løgner, hans liv har gjort ham til – fra en virkelighedsfjern opvækst mellem drømme og nedture i Jylland til lidenskabelige affærer med handicappede kvinder i Hollywood. Han har løjet hele sit liv, og nu bliver han fristet til at skabe den største løgn af dem alle: At være en anden mand. ”Den perfekte mand, en selvbiografi” er en bog om løgnen. Løgnen i alle dens facetter: Fortidens, forelskelsens og forfatterens løgne, som de tager sig ud ved en smuk kvindes mellemkomst.

Uddrag fra bogen "Jeg kunne se ham tydeligt nu. Det, der for nogle måneder siden bare havde været en svag antydning af et menneske, stod der nu lysende klart. Med brændende øjne og en mund så smal som en kniv. Han blottede tænderne i et smil. Hårene rejste sig på armene, dæmonen blomstrede som en vild tidsel. Han voksede stille og roligt frem i mig, som en slyngplante vokser og langsomt indtager et drivhus, snor sig vildt og grådigt og svidende grønt op ad ruderne, krummer og vrider sig, vokselysten og sulten. Han var kødædende, han åd det gode i mig, min sjæl og min moral, han var en utilnærmelig, mystisk mand, som en smuk kvinde drømte om, en smuk kvinde på Vesterbro. Hans begær var vold, vold og ild.     Samme aften farvede jeg hans hår mørkt og redte det ned i panden. Jeg barberede ham, så hans kinder var helt glatte. Jeg ryddede op i hans garderobe; kun de mørke skjorter, lærredsbukserne og de sorte sko lod jeg tilbage. Tøjet blev taget af, lagt væk. Nyt tøj blev taget på. Bøgerne på reolen pakket i kasser. Møblerne rykket rundt. Stilen blev mere stram, alt blev gjort rent, alt skinnede. Øjnene i spejlet, det skinnende spejl. Blå øjne. Blå, næsten grå. Smilet, køligt og dybt. En løftet hånd, den rystede ikke, den var knyttet, knoerne var hvide under huden, de markerede blodårer spredte sig som lyn under huden, som træernes rødder i jorden.     Den ene tanke afløste den anden. Erindringens molekyler gik langsomt i opløsning, spredte sig, svirrede som atomer i hjernens sump, samlede sig et andet sted, nye billeder fæstnede sig i erindringens planche, fortiden rejste sig på ny, andre lyde og farver, andre steder, andre mennesker, det hele flød ubesværet sammen i nye konstellationer, en ny verden blev skabt. Manden var manden i spejlet. Han så, hvad hun ønskede at se." (side 118-119)

Retrograd Roman, Lindhardt og Ringhof 2007, 372 sider. Udgivelsesdato: 18/9-2007. Bogen er oversat og udgivet i Finland og Norge i 2008 og i Sverige i 2009. Også udgivet som paperback. Bestil bogen her >>    Avisannonce    Pressemeddelelse    Billboard

Om bogen Da jeg fylder halvtreds, begynder alting at gå baglæns. Mig selv inklusive. Jeg bevæger mig baglæns mod dér, hvor jeg kommer fra, og resten af verden bevæger sig den samme vej. Henrik er en helt almindelig dansker med kone og barn og hus og bil. Han arbejder 37 timer om ugen, og når han kommer hjem, ligger han ofte på sofaen og ser fjernsyn. Lige indtil han fylder halvtreds og pludselig indser, at ikke alene er samfundet gået i stå, det er også stille og roligt begyndt at bevæge sig baglæns, tilbage mod fortiden. Henrik beslutter at hoppe på udviklingen: Fra nu af vil han selv blive yngre og finde tilbage til dengang, de afgørende valg i livet blev truffet. For spørgsmålet er: Kunne hans liv have set anderledes ud? Uddrag fra bogen "Danmark er gået i barndom. Vi troede, at da vi endelig nåede frem til årtusindskiftet, så ville fremtiden være sikret. År 2000. Enhver science fiction-forfatters guldalder. Hvem skulle have troet, at det hele, blot efter ganske få år, ville begynde at bevæge sig baglæns igen. Vi går i barndom, og jeg går med. Danmark bliver yngre. Vi bliver naive igen, vi tror på ånder og UFO’er, vi går til terapeut og må gerne græde igen. Vi var ellers lige blevet voksne og fornuftige, seriøse mænd og kvinder i jakkesæt, vi havde lige ophøjet videnskaben til gud. Og så pludselig må vi græde igen. Og skabe os på tv. Og skrive digte. Hold kæft mand, vi bliver skilt og går i cowboybukser, vi bliver ranglede og akavede, forleden så det ud, som om Prins Joachim havde fået en bums lige midt i panden, jeg blev helt vild, da jeg så det, råbte til Lone, kom og se, kom og se, hvad bliver det næste, Anders Fogh får bøjle på tænderne, og Helle Thorning får små, ømme bryster. Men det, der er det mest ungdommelige af det hele, er, at alle lader, som om de er voksne. De ignorerer tingenes tilstand og ser vigtige ud. Spankulerer lige forbi med løftet hage og stive skridt, politikere og tv-værter og rockmusikere, vandkæmmet hår og glatte kinder som var de på vej til konfirmationsforberedelsen.          Men ikke mig. Jeg vil ikke benægte det. Jeg slapper helt af i kroppen. Jeg lader det komme. Jeg kigger på mig selv i spejlet og smiler genert. Jeg skriver digte og bliver nervøs, hvis pigerne er for kønne. Jeg cykler rundt i kvarteret om aftenen og drømmer og ryger Prince Light." (side 95-96)